Radio DJ Slasher

 

Killer Frequency –  Slasher og retro 80’er inspireret DJ spil

Set-up

Jeg har altid været stor fan af slasher genre. Jeg voksede op med en god portion af Halloween og Friday the 13th filmene . Horror som genre er fyld med subgenres, og slasher (specifikt 80’erne) genren er nok den jeg har flest mindre fra. Sene aftener med venner hvor vi havde popcorn, kakao og andet snacks, kombineret med at vi nok ikke var gamle nok til at se dem gjorde slasher genren til en klassiker. Men, så meget som den subgenre nu har vundet i film verden har den ikke rigtig fået samme mængde af opmærksomhed i spil verden. Ja, der har været et par stykker med de falder som regel i asymmetriske multiplayer spil som Friday the 13th og Dead By Daylight. Det er en overraskende svær genre at oversætte til spil, men Killer Frequency formår at samle mange af de dele der gør genre så god.

 

Kort sagt, Killer Frequency er et fantastisk underholdende spil som ikke er for alle. Hvis du set filmene The Fog eller Texas Chainsaw Massacre Part 2, som begge har introer med en radio DJ vil du have et godt grundlag for hvad Killer Frequency er. I spillet indtager du rollen som den lidt pissy DJ, Forest Nash hvis tidligere stilling i Chicago pludseligt stoppede og nu er blevet nedgraderet som en radio DJ i den lille kedelige by Gallows Greek. Sammen med hans altid up-beat medvært Peggy, går det meget stille men en aften ændre det hele sig da en serie morder kaldet The Whistling Man er kommet tilbage for at dræbe en masse i byen. Det er et fantastisk set-up og efter en forholdsvis kort intro bliver spilleren smidt ind i rollen som Forest. Og han kommer til at have en rigtig dårlig aften.

Hvad laver du?

Som den lokale radio DJ er det forventet at du gør ting som en DJ nu gør, alt fra at sætte en ny vinyl på, modtage opkald og snakke med diverse lyttere. Og ja, køre en reklame i ny og næh. Men det ændre sig da byens politibetjent ringer ind med problemer. For ikke at spoiler for meget, så lad os sige at du ender med at være den nye 911 station i byen. På forskellige tidspunkt af aftenen vil byens beboere ringe ind til Forest og bede om hjælp. For the Whistling Man er nemlig efter dem. Personerne som ringer ind er helt og totalt udviklede karakterer, tænk i retning af Santo Campos Firewatch. Forest er lidt af en douchebag men alt er gjort med en humoristisk sans, for dette er ikke en misery simulator. Killer Frequency overraskede mig med hvor gennemført komisk det var. Komedie er en ekstrem svær genre at naile korrekt i spil, da du ikke har styr på punchline elementet som den genre er afhængig af. Men da Forest mere eller mindre er stationeret bag sin radio plads kommer spillet godt igennem den udfordring.

Nogle af de opkald der kommer ind kan fx være det at hjælpe en dame med at få hotwiret sin bil alt i mens serie morderen jagter hende, til en mand der er fanget i en bygning hvor du skal aflede morderen ved at ringe til de forskellige telefoner i bygningen. Mange af disse puzzles lyder simple på papiret, men i virkeligheden bliver de hurtigt til nogle hjerne udfordrende puzzles der også har en vist tidselement i sig. Dog, jeg vil ikke sige at spillet på noget tidspunkt blev for udfordrende. Nærmere følte jeg konstant at jeg var godt underholdt og havde en god forståelse for hvad det var jeg skulle da alle opkald i sig selv er forskellige puzzles uafhængige af hinanden. Så hvad du lære i et opkald kan nødvendigvis ikke oversættes til næste.

Folk i byen kan dø. Giver du dem forkerte råd eller guider dem i retning af morderen så overlever de ikke til slutningen af spillet. Og det er her hvor Killer Frequency bare er utrolig sjovt, du kan ikke 100% vide at du gør det rigtige. Der er ikke en slags korrekt ukorrekt måde at håndtere kommunikation på. Som Super Massives spil, The Quarry og Until Dawn, har Killer Frequency en lignende hook i det at man har lyst til at starte spillet forfra lige efter man har gennemført det og se hvordan andre valg kunne have ændret historien.

Lidt ekstra tanker

Historien i Killer Frequency er fascinerende i den forstand at stort set alt foregår ude af spillerens synsvinkel, hvilket næsten virker som en cardinal sin at gøre. Så det kan være at nogle spillere vil være skuffet over at de groft sagt aldrig ser mordrene, men kun høre dem. For mig holdt spillets geniale manuskript mig dog hele tiden underholdt. Spillets 80’er inspirerede stil, især hvis du voksede op i den periode er næsten perfekt. Tonsvis af neon lys og farver over det hele, gode små detaljer som VHS bånd over det hele og kaffe kopper der har det der 80’er look. Musikken har en synthwave vibe mikset med lidt hard rock og alt i mellem.

Konklusionen

Killer Frequency er et unikt slasher spil, der virkelig gav mig følelse af at være en DJ. Det tager genre seriøst men har også sjov nok med det til at skabe noget som er helt sin egen ting. Det er måske ikke for alle, men til dem som giver det en chance og har lyst til at prøve noget lidt anderledes tror jeg bliver overrasket. I sidste ende er jeg glad for min oplevelse med spillet og glad for et slasher, nærmest teater lignende spil eksistere.

Note: Det er muligt at spillet Killer Frequency i VR med Oculus Rift.