INDIKA – eller hvordan man skriver en historie om mentalt helbred

 

INDIKA (fremadrettet skrevet Indika) er et at de spil som meget hurtigt kan labels som en type af spil vi ikke ser ofte. Hvilket ikke er en forkert måde at anskue det på. Et spil som ikke lægger skjul på eller prøve at være diskret med dens emne og hvordan den gerne vil håndtere det på. Et spil hvis det var en bog ville lede en masse undervisere til at kræve at unge skulle læse den. Og ikke fordi selve historien er noget nyt eller er specielt stærkt, men for den måde som historien bliver leveret på.

En nonnes eksodus

Indika’s historie er som sagt ikke noget nyt. En meditation på hvordan mental helbred påvirker vores hverdag, hvordan vi ser verden og hvordan vi vælge at interagere med den. Men før jeg begynder at gå i dybere detaljer om historien i Indika (prøver ikke at spoile eller fortælle for meget, da historien skal oplevelses så clean som muligt), så lad os lige gå over hvad spillet egentligt er.

Indika er et tredjepersons narrativt drevet puzzle game hvor du spiller en nonne med navnet Indika som lever et beskyttet og lukket liv i et kloster, og når jeg siger puzzles mener jeg meget lite puzzles. Det er en glorificeret walking simulator hvor du går rundt og snakker med diverse mennesker, løser et puzzle i nu og næ og ellers har nogle filosofiske debatter med dig selv og...en anden. Grafikken er virkelig et highlight i Indika, med yderst detaljerede ansigts animationer og et smukt men dystert miljø sat til baggrunden af et parallelt 19 århundrede Rusland. Puzzle i spillet er til tider irriterende og der er desværre nok puzzles i spillet at jeg flere gange blev taget ud af selve stemningen Indika er god til at lave. De forskellige puzzles giver absolut intet til oplevelsen, med nogle enkelte der viser (specifikt noget med en cykel) hvad Indika kan udover at være en nonne. Det er weird og akavet implementeret og jeg ville ønske at spillet droppede dens forsøg på hvad der bare ender med at føles som fyld for fylds skyld.

Hvis du var en af de mange som spillede demoen til Indika på Steam, som er en yderst god demo, vil du nok være lidt i samme båd som mig. Den efterlod en med mange tanker om hvordan de religiøse, okkulte og hallucinatoriske elementer ville blive håndteret i det fulde spil. For demoen viser ret meget nemlig, men det fulde spil er langt mere jordnært end hvad demoen er. I det fulde spil er du Indika der for første gang skal forlade de sikre vægge af klostret hvor hendes opgave er at levere et brev, men ender med at blive sat på en side-quest med en undsluppen fange som mener at Gud har snakket til ham i en kop. Det hele er dejligt weird, og er man en som kan lide nunsploitation er der meget godt at finde i Indikas historie.

 

Trauma visualiseret

Indika er et tungt spil og skærmer ikke sig selv væk fra brutaliteten af den virkelige verden. Næsten til et punkt, specifikt i starten af spillet, hvor jeg var ved at droppe det. Spillet udforsker men går aldrig meget i dybden med Indika’s seksualitet, kun enkelte øjeblikke bliver vi gjort opmærksom på hvordan et liv i total afsondrethed påvirker en ung person (i dette tilfælde ung kvinde). Spillet er mere nysgerrig i at udforske hvordan ideer omkring spiritualitet påvirker mennesker og ligesom Remedy (Alan Wake, Max Payne) elsker at udforske konceptet om ”a game within a game” strukturer. Indika har nemlig et point system, som du meget hurtigt for fortalt er total ligegyldigt. Og ja, det er totalt ligegyldigt. Spillet starter med at vi ser Indika i et pikseleret 2D retro inspireret artstil falder til afgrunden og hvor du kan styre hende imens hun samler store guld point op. Udviklerne nærmest håner os spillere ved konstant at vise hvor mange point du har og hvor mange du mangler for at nå det næste level. Men det hele er ligegyldigt, for det vil aldrig være nok for en bestemt person som snakker til dig oppe i dit hoved. For Indika er nemlig besat af Satan. Og spillet gør et klogt valg i at sige meget konkret at ”dette er Satan”, du kommer ikke til at misforstå hvem og eller hvad der snakker til dig er(dette er jo selvfølgelig her hvor det er op til en selv at tolke). Man kunne nemt label Indika spillet som et der udforsker skizofreni. Hun hører stemmer, har regelmæssigt hallucinationer. Men jeg opfattede at de elementer mere bruges som et springbræt til at udforske hvad trauma gør ved en person og hvordan de kan manifestere sig. 

Det er her hvor historien og temaerne om det at være elsket, følge reglerne, bede, fri vilje og debatter om morale og etik virkelig kommer til udtryk. For ikke at spoile for meget, så har Indika oplevet noget der har skabt dybe trauma i hendes liv, og disse traumer er hvad der forfølger hende i hendes evige søgen efter bare at blive elsket, set og hørt. Men. Det hele er ligegyldigt, og jeg tror at den kombination med os som spiller der af natur er nysgerrig og vil prøve ting af og Indikas hånende og nærmest destruerende fortæller stil virkelig rammer et sweet spot.

The Blackcoat's Daughter the video game with a twist

Det er totalt til Odd Meters ære at lave et spil som vi normalt ikke for så mange af, hvor der bliver stillet en masse store spørgsmål, men sjældent kommer med nogen svar på i de små 4 timer det tog mig at gennemføre det. Det ender aldrig i floskler, hvilket er skønt og en breath of fresh air for denne type af spil der som regel ligger lidt for tungt ud i hvad vi skal syntes om X Y og Z. Hvad vi som personer går og tror på, hvordan vores morale er skabt, er total ligegyldig. Dette er en historie om Indika og hendes rejse til at tro på sig selv, lære at tænke og føle for sig selv. Det er hvad Indika handler om, vi er blot et væsen der styrer hende igennem den rejse.

Jeg syntes spillets udforskning af mentalt helbred, religion og fri vilje er generelt godt gennemført. Igen, det er ikke fordi det ikke er noget vi ikke har set eller spillet før (Hellblade er et der kommer frem i tankerne), men det er måden og kreativiteten som Odd Meter gør brug af som virkelig solidificerer INDIKA som noget helt unikt. Ja du kommer til at opleve nogle irriterende puzzles, som ikke rigtig gør noget for historien men hvis du kan se bort fra det og se hvad Indika prøver at sige på et bredere område, så er det absolut værd at prøve. Et spil du bliver nød til at prøve selv og komme frem til din egen konklusion.