Jusant – Kun en vej frem, op

 

Jusant er et nyt puzzle-lite action spil fra udviklerne Don’t Nod, bedst kendt fra deres moderne udgave af point & click genre i spillene Life is Strange. Jusant tager en helt anden retning til ikke bare Don’t Nod’s tidligere spil, men også til hvordan vi generelt interagere med en karakter i et spil. Det er et rent historie fokuseret spil, der er ingen tale og hele spillet handler om at klatre op af et bjerg.

 

Baggrunden

Jeg spillede demoen til Jusant for nogle måneder siden, som indeholder starten på det første kapitel til spillet. Demoen gav en god ide om hvad jeg kunne forvente af den udviklerne havde lavet, men efterlod også en masse spørgsmål. Kan kernen af konceptet,

som handler om klatre, holde til meget mere end hvad demoen viste? Vi er blevet trænet fra andre spil, Tomb Raider og Uncharted fx, til at tro at klatre sektionerne er det mindst interessante. Nemlig fordi at man sjældent føler nogen form for player agency i disse sektioner. Jusant skal bevise at man kan lave et helt spil baseret på netop denne mekanik.

Jeg kalder Jusant for et puzzle-lite spil, mest fordi hele spillet er et stort puzzle der skal løses. Hvordan kommer jeg bedst op ad dette bjerg, hvordan optimere jeg min stamina så jeg kan holde til det før jeg falder til min død? Dette er ikke kun spørgsmål man som spiller prøver at stille overfor den unanvngivne karakter man spiller, dette er også noget man bliver nød til at spørge sig selv. Jusant er som udgangspunkt ikke et svært spil a la Dark Souls, men det er stadigvæk et spil som tester ens fysik. Specifikt i fingrene og ens problemløsnings evner på en hel unik måde som jeg sjældent mindes om at have oplevet før.

Historien

I Jusant er du en unavngiven karakter som vi møder på vej til det titulære bjerg. I min første journey op af bjerget bliver jeg mødt af en verden som er farlig, ugæstfri og total drænet af vand og menneskeliv. Det eneste der er tilbage nogle dyr, og hvad dem som boede i bjerget efterlod i deres sidste timer, nogle breve de har sendt til hinanden, et nyhedsbrev om hvordan det går. Det er bare mig og min lille side blå, meget søde ledsager.  Opgaven der står overfor os; er at komme op.

 

Hvad laver du?

Jeg bliver hurtigt introduceret til hvad selve mekanikken i spillet er, og føler en instant dyb forbindelse til min karakter. Spillet er sat i et tredje persons vinkel og styres ved at du bevæger karakteren rundt med left stik og højre til kamera. Bumperne på din kontroller bruges til at styre dine arme/hænder, så mens du bevæger dig fremad og op holder du en inde, slipper den anden og gentager. Vi har set denne teknik i spil som fx Tomb Raider, men aldrig til dette niveau hvor man faktisk føler man er en som klatre. Små systemer som rest, hvor karakteren holder fat i et klippestykke mens den giver slip og ryster armen for at fylde sin stamina par op er virkelig vel implementeret til at give illusionen. Faktisk så godt at jeg gør den samme bevægelse når spillets karakter tager en pause.

Det bliver hurtigt naturligt for en at klatre rundt, svinge i reb. Dette er hjulpet af et venligt checkpoint system og en generel stor frihed du har når du klatre. Hvert kapitel ender med at man når til et horn, der når man blæser i det har mytiske kræfter som frigiver en masse energi. Jeg vil ikke spoile det, men tænk noget i retning af Okami. Disse moments forbliver unikke og tryllebinder mig totalt til verden.

Jusant har en unik meditativ følelse fra start til slut, som du vil kunne genkende fra andre spil som Journey, Firewatch og Abzú. Jeg har aldrig været den store fan af spil der laver world-building igennem noter af papir for at opbygge sin lore. Og Jusant er nok heller ikke lige det spil som overbevise mig at denne form for historie fortælling er den bedste, dog vil jeg sige at mange af de breve man finder i Jusant er velskrevet og absolut værd at læse. Hvis man kommer fra en tid, som mig, hvor man stadigvæk sendte breve til hinanden vil man vide hvor intime breve kan være og udvikler rammer denne del spot on. Spillet operere lidt for meget i tell i stedet for show, dette er specifikt i forhold til brevene du finder, men til tider finder du hvad der bedst kan beskrives som hulemaleri der gør et fænomenalt arbejde i at VISE samfundet du bevæger dig rundt i.

The look and sound

Jusant er et gudeligt smuk spil og med et soundscape der hjælper på et sælge den immersive oplevelse. Det simple meget flade tekstur look som spillet går efter, minder om det bedste fra Pixar men er samtidig også rigtig godt til at danne et sprog omkring hvad og hvad du ikke kan interegere med. Dette er afgørende for et spil som Jusant, der når man kigger på det langt væk ser massivt ud i sin skala, men når du begynder at se hvad det designet levet design sprog fortæller dig bliver det mere overkommeligt. Sagt tidligere, en meditativ stadie i en selv opstår. Lyden af vind der ændre sig fra hvor langt ude på bjerget du er eller hvor langt inde i bjerget du er igen med til at etablere en følelses af mødet mellem skala og intimitet. Det er noget du skal opleve selv for helt at forstå det. Soundtracket er også værd at give stor respekt til en blanding af synth, klaver, ovl  og andre tribes-like instrumenter giver en næsten Philip Glass storhed.

Konklusion

Jusant er en skjult lille gem i 2023, et år der har været fyldt med fantastiske spil står det helt alene som et af de mest unikke spil oplevelser jeg har haft i år. Det har nogle enkelte problemer, nogle gange gør din karakter ikke lige det du ønskede og kan enkelte gange sidde lidt fast i omgivelserne. Jeg havde ønsket at historien ikke blev fortalt igennem så passive måder, men du kan omgå disse og bare fokusere på klatre delen og oplevelsen var stadig være genial.

Jusant er et af de spil som virkelig gav mig en identitet jeg kunne leve mig ind i, en hvor jeg følte hvad karakteren gik igennem. Jeg så ikke længere bare passivt til i nogle flotte cutscenes, men blev også træt og næsten svedende i fingre. Absolut et spil der kan anbefales.