RoboCop: Rogue City - Come Quietly, Or There Will Be...Trouble

 

RoboCop: Rogue City – at skyde folk i deres ding dong har aldrig føltes så godt

Teyon, der tilbage i 2019 viste at de ikke bare kunne lave et godt FPS men også håndtere den døende kunst om at lave spil baseret på en eksisterende franchise er tilbage og denne gang har de fået deres fingre i RoboCop franchisen, lad os se hvordan det gik.

RoboCop: Rogue City ser dig som spiller indtage rollen som den titulære karakter, RoboCop. Din opgave er simple; Serve the public trust, protect the innocent and uphold the law. That’s it. Rogue City har taget en yderst svær opgave på sig i forsøget på at lave noget funktionelt ud af RoboCop. Manden, Murphy, er trodsalt en omvandrende tank, og som udgangspunkt ikke den mest interessante karakter at spille i vores ekstrem hurtig fokuserede first person shooter tider. Kort sagt har udviklerne ramt plet og lavet en meget troværdig spil udgave af RoboCop, men som i filmene er det også lidt rough around the edges som resultere i et spil med fejl der trods disse stadigvæk er utrolig god underholdning.

Da jeg voksede op, var det enten Terminator eller RoboCop som var den sejeste. RoboCop vandt de fleste gange, vi var nok bare en Robo familie. Blandingen af paul Verhovens hypervoldelig udgave af Detroit og satiriske take på USA som helhed var ikke noget Terminator havde. Plus RoboCop havde en rimelig cool gun. RoboCop var heller ikke bare en omvandrende dødsmaskine for mega firmaet Omni Consumer Products, han var også en robot fyldt med minderne og følelserne fra Alex Murphy. Disse flashbacks gav RoboCop mere menneskelighed og der var et fokus på empati som i sidste ende runder hele den første film af. Så hvordan kan et spil på nogen måde opnå samme niveau af kompleksitet?

Historien

Spillet foregår i tidsrummet mellem RoboCop 2 og 3, hvilket er smart for ingen tør lave en gameremake af 1’eren og alle hader 3’eren alligevel. Så RoboCop er allerede en etableret del af Detroit, og starter af spillet som har en klassisk gidseltagning viser også dette. RoboCop bliver antastet af diverse civile og politiet, så alle har en forståelse af hvad han er og laver. Efter du har blasted stort set alt i din vej igennem bygningen(sat til det fænomenale soundtrack af Basil Poledouris) som ser virkelig fantastisk ud, begynder den primære historie. Her skal RoboCop og til fans glæde Anne Lewis, finde ud af hvem ”the new guy” er og nedkæmpe et mindre drug empire. Men mens al det sker, foregår hvad jeg mener er kernen af historien.

Nemlig at RoboCop nu går til regelmæssige terapi sessioner, da han flere gange har glitchet ud i de værst tænkelige situationer. Så efter hver mission, har du mindre sessioner med terapeuten om hvordan det går. RoboCop i terapi er ikke lige noget jeg havde forventet at skulle se.

På din vej møder du alle mulige sjove, og til et vist punkt velskrevet karaktere, primært en narkoman med det herlige navn; Pickles. Se frem til missioner hvor du skal ”Save Pickles”, ”Talk to Pickles” osv. Det er også med Pickles, og andre, at moralen fra RoboCop filmene kommer mest frem. RoboCop er jo ment som en der skal beskytte de civile, så du har mulighed for at tage nogle narrative valg for at få en person back on track. Disse narrative valg har ikke de helt store betydninger, dette er ikke et Larian Studios spil, men bare det at udviklerne har givet sig til at implementere sådan et system er vildt.

Hvad laver du?

Så i sidste ende er Rogue City et shooter, fra start til slut skyder du den ene bad guy efter den anden. Og hvordan føles det at gå rundt at skyde? Jeg har lidt en regel om at et godt skydespil starter med fundamentet fra Quake. Gode responsive controls, og impact af våben. Rogue City, er lidt af en mixed bag her. Meget ender med et spørgsmål om, hvor meget kan du lide RoboCop? Fordi vi snakker altså om en tank med ben, og Teyons loyalitet til at genskabe karakteren RoboCop er så gennemført på dette område. Det føles så anderledes end andre FPS-spil, følelsen af bevægelse og vægt er en perfekt synagi af langsom marcherende og skarpe vendinger. Jeg vil faktisk anbefale at prøve spillet med en controller, da jeg oplevede mig selv flere gange totalt bevæge og gøre som RoboCop gør i filmene, det er en weird/imponerende immersive oplevelse som er ret svær at gennemføre. RoboCop har også sin famøse Tech-9 pistol, som har infinite ammo fordi selvfølgelig har den det. Og ligesom i filmene har RoboCop en måde som gør at han kan highlighte fjender, på den måde bliver det en del nemmere at ramme dem og skyde dem der hvor det er vigtigst, nemlig i dilleren.

Senere i spillet, og det var jeg faktisk lidt overrasket over, introduceres du for en fuldt skill-tree og opgraderings system til din Tech-9. Igen, udviklerne behøvede absolut ikke at gå så langt. Det kunne bare have været endnu et forfærdeligt franchisespil, men igen viser Teyon deres forkærlighed og loyalitet til produktet uden af miste deres integritet. I opgraderingssystemet kan du unlocker et dash move, gøre at skud rikochettere væk fra hans rustning og mulighed for at gøre at din Tech-9 der i forvejen havde infinite ammo nu heller ikke skal reloades. Opgraderinger føles generelt som en god måde at lave lidt mere friktion i hvad der ellers ville være et ret kedeligt FPS.

Det mindre gode

I forhold til friktion. Lad os lige snakke lidt om hvor jeg oplevede mine største udfordringer med spillet. Teknisk set er et flot spil, med masser af detaljer i verden. Der hvor der opstår en lidt dårlig friktion er de forskellige NPC’er du møder. De ser bare ikke godt ud, der er ikke nogen fin måde at sige det. De minder lidt om nogle stock Unreal Engine NPC’er der bare er sat ind for at holde budgettet nede. Hvis du har spillet Postal spillene, så minder de lidt om det, det er virkelig øv for RoboCop i sit fulde chrome outfit og animationer ser fantastisk ud.

Et andet sted hvor jeg er mixed på spillet, er selve level designet. Jeg oplever at det er intentionelt old-school i sit design. Jeg blev flere gange mindet det herligt voldelig Kingpin, hvor du har en primær hub world sammensat af flere main mission levels. Den primære hub er der lagt virkelig meget kærlighed i, men mange af main missioner er bare ikke specielt interessante at se på eller gå udforske. De resulterer som regel i korridor skyderier i tæt pakkede bygninger, hvor navigering begynder at blive vanskeligt da spillet ikke er har en god måde at kommunikere med spilleren om hvor du præcis skal han. Dog, selvom nogle baners level designer efterlod en lidt meh oplevelse så holder spilet stadigvæk sammen fordi det præcis er lavet til en weirdo fan som mig, og det kan jeg godt mærke at udviklerne også ved.

 

Konklusion

RoboCop Rogue City er et herligt fjollet FPS, der ved præcis hvem det er lavet til. En homage til franchisen og underligt nok også en af de bedre RoboCop historier som ender med at give en masse baggrund til RoboCop og udvide den eksisterende lore. Det rammer ikke plet alle steder, specifikt et kedeligt og leveldesign og til tider nogle dårlige stemmeskuespil. Og ja, dette er et budget spil med stort B. Er du fan af RoboCop, så er det en no brainer. Absolut gå ud og køb det, er du ikke fan og bare vil have et godt FPS så vil jeg vente til at spillet er sat drastisk ned i pris.