The Invincible - Science explains the world, but only Art can reconcile us to it.

 

The Invincible

Remember walking simulators?

Jeg har virkelig savnet den nu snart glemte genre af walking simulators. Kan du huske hvor mange der udkom på et tidspunkt? Kan du specifikt huske Campo Santos Gone Home og Firewatch? Måske lidt Everybody’s Gone to the Rapture? Alle de spil var generelt små til mindre store udgivelser der gav spilleren en unik tæt pakket narrativ verden som de kunne udforske. Gone Home var en del mere lineær, hvor Firewatch og Rapture åbnede deres verden op for flere player agency i hvordan de taklede historien og flowet af spillet. Polske Starward Industries, et passende navn, har formået at bringe liv tilbage i den genre som jeg elsker så meget med deres nyeste og første spil The Invincible. Det er i sandheden en ultra slow burn af et spil, der for nogle kan være givende hvis man altså kan holde til den måske lidt uortodokse pacing. Bygget på fundamentet, dog ændret,  Stanislaw Lem’s novelle af samme navn, har Starward Industries taget fat i en af sci-fi forfatters store visionære.

Historien

En kort tegneserie intro viser begivenheder op til starten af spillet, her bliver jeg introduceret til min karakter, astrobiolog Dr. Yasna, og resten af hendes crew ombord på udforsknings rumskibet Dragonfly. Vi fejrer vores sidste mission, alle er glade og tilfredse og vi går mod vores cryopods. Jeg vågne nu på en ørken lignende planet, forvirret, og uden mit crew. Hvor er jeg? Hvem er jeg? Hvor er alle de andre? Det eneste jeg har er min rygsæk (som minder meget om rygsækken fra Firewatch), og nogle tools jeg finder i nærheden af mig. En genkendelig stemme tilkalder mig over mit com system, det er stemmen af min Astrogator, Novik, fra Dragonfly. Vores opgave er nu at finde ud af hvad der er sket med mig, mit crew og hvad der foregår på planeten Regis III

Hvad laver du?

The Invincible er ikke et spil der holder en i hånden, det er hard sci-fi og det er din opgave at være nysgerrig i hvordan verden er sat sammen. Du skal lære hvordan man aflæser et kort, hvordan forskellige værktøjer virker som alle er designet til udvikle på historien. Det er ikke et spil jeg tror de fleste vil blive fanget af lige fra starten, og det er ikke hjulpet af at du har en yderst begrænset mængde af stamina når du prøver at løbe. Det er et spil som vil have at du spiller det på sit termer og giver dig en tilfredsstillende mængde af værktøjer til at kunne leve dig ind og identificere dig med Dr. Yasna. Nogle af disse værktøjer inkludere et kikkert, mest brugt til at lokalisere nøglepunkter du kan skrive ind på dit kort (såsom en klippe der ligne en hund). Landemærker der hjælper med at guide dig rundt på Regis III. Der er intet specielt tungt eller svært ved spillets primære mekanikker, men det behøver det heller ikke at være. Verden i sig selv kan være svær nok at navigere rundt i.

Det er ikke et spil som er specielt nysgerrig i at arbejde ud fra givende design konventioner vi typisk ser i spil, nærmer er det ligesom Firewatch et der forventer at du ligesom udviklerne er typen der kan stå og bare kigge ud over horisonten et stykke tid og virkelig suge verden til sig. Og som Campo Santo’s Firewatch er det også et spil der handler om at udforske.

En uhyggelig og samtidig smuk verden

Starward Industries har lavet en verden der er både skræmmende at se på og et jeg konstant mødte med nysgerrighed. Hvad er der rundt om hjørnet, hvad kommer jeg til at møde. I din udforskning af Regis III vil du opleve at dette er et slow paced spil. Det er bevist designet sådan. Når du klatre tager det bare lidt længere tid, når du går rundt vil du opleve at der er områder du tror du kan klatre eller komme forbi men hvor det ikke er muligt. Men hvis historien fanger dig, og Yasna’s regelmæssige nynnende tendens samt kommunikation med Dragonfly, får du langt mere ud af det end først antaget.

Uden at komme til at lyde som en ødelagt vinyl afspiller så er det bare umuligt at se bort fra The Invincibles spil indflydelser. Firewatch forbliver her den største, både i coreloops til gameplay og den narrative struktur. Du går rundt og finder diverse audiologs, dokumenter som giver et indblik i hvad der foregår på Regis III, observationer af gigantiske metalliske konstruktioner flyder rundt i planet, alt sammen mens Yasna bliver bombarderet af informationer fra Novik begynder du langsomt at sætte historien sammen. Alle disse narrative dele er her hvor spillet brilliere mest, og hvis du er fan af Stanislaw Lem’s andre bøger som fx Solaris eller Star Trek vil ud føle dig helt hjemme i de pseudo videnskabelige filosofiske debatter der ligger grobunden til spillet.

Det skal også siges at spillet er utrolig smukt. At kigge op på udviklernes skybox og se alle de forskellige andre planeter hænge som en silhuet på himlen er vidunderligt gennemført. Den immersive kvalitet af Dr. Yasna space suit, hvor du kan se kanterne af hendes hjelm og mikrofon til den latterlige mængde af detaljeorienteret i hendes redskaber. Det hele er bare så gennemført 1960’er kosmonaut futuriske space art design, at jeg blev nød til at stoppe op flere gange. Denne detalje grad er også givende i de valg du kommer til at lave igennem spillet, for et godt Walking sim a la Campo Santo er ikke færdigt uden eksistentialisme konsekvenser i forhold til hvor du vil se din historie gå hen.

Konklusion

At det er lidt langsomt og lidt uortodokst i sine design valg, så er The Invincible fyldt med fantastisk skuespil og en følelse af undren som virkelig er en præstation i sig selv. Grafikken og artstilen er herlig og et soundtracket der elevere Yasna rejse fra at være endnu en billig imitating af Firewatch til en homage og får designet sig selv ind som en af de bedste walking simulators du lige pt kan få fingrene i.